Jeg har haft en soloulykke her til morgen. Midt på Christianiabroen i morgentrafikken. Jeg frøs og ville tage en jakke på og løftede på min Hövding, for at den skulle komme udover jakken. Det har jeg gjort mange gange før, men i dag lød der et øredøvende brag, og min hjelm eksploderede.

Først troede jeg faktisk, at jeg blev beskudt. Ikke at det sker så tit, men jeg ser en del true crime-serier i øjeblikket, så fantasien arbejdede videre på egen hånd.

Dernæst kunne jeg ikke få luft. Det strammede voldsomt til om min hals og føltes nærmest som et kvælertag.

På det tidspunkt blev jeg rigtig bange. Heldigvis fik jeg øje på en hvid krans om mit hoved, der nærmest lignede en dynejakke, og jeg kunne så regne ud, at det måtte være min Hövding, der havde trykket på aftrækkeren.

Mest til skade kom min værdighed. Jeg er et blufærdigt menneske, og alle morgencyklisterne stoppede op og gloede på mig. Enkelte pegede, forståeligt nok, for jeg stod jo der med en sær astronauthjelm på og var vist nok også kommet til at skrige lidt af forskrækkelse.

En hjemløs, der lå og sov på græsset, vågnede over postyret og kom over for at hjælpe mig, da han godt kunne se, at jeg ikke rigtig kunne få luft, men heller ikke selv kunne få åbnet lynlåsen til hjelmen. Helt udfoldet ligner en Hövding mest af alt en tosset turban, der vokser og vokser.

Vi fik det løst sammen, og knaldrød i hovedet og med bankende hjerte kastede jeg mig op på cyklen for at komme væk fra gerningsstedet og opmærksomheden.

Hvad så nu?

Det har været en bumpy ride, mig og min cykel-airbag. Jeg fik den, fordi jeg kender så sindssygt mange, der roder med mere eller mindre permanente hjernerystelser og lange sygemeldinger. Jeg er desuden ikke vild med at have noget på hovedet. Og så er jeg forfængelig.

Jeg går ud fra, at det sidste er den primære årsag til, at så mange københavnere, især kvinder, nu cykler rundt med en Hövding – forfængelighed. Vi ved godt, at det er vigtigt at køre med hjelm, fordi trafikken er farlig, men det er også pisse nedtur ikke at kunne cykle med flagrende hår eller høj hestehale gennem byen.

Med en Hövding kan man betale sig til hoved-frihed. 1.800 kroner. Jeg tænkte, at det var cirka det samme som 2-3 byture, og at pengene derved var givet godt ud ved at kunne cykle hjem med trygt hoved.

Men i disse public service-debatterende tider vil jeg gerne lige stille spørgsmålstegn ved de moderne cykel-airbags. De er ligesom bare kommet snigende. Men er de så fede?

1. Den er så dyr, at du ikke kan efterlade den med din cykel eller i garderober, men i stedet må have den med på café/bar/restaurant/festival/til demo/yoga. Og den er tung. Og stor.

2. Brosten, og dem er der mange af i København, er sådan lidt scary, fordi man frygter, at hjelmen popper op. Det samme med kantsten og huller i vejen. Man tænder og slukker sin hjelm ustandseligt af skræk for, at den skal udløses. Det er lidt som at være i et temperamentsfyldt parforhold – man ved aldrig, hvornår det hele eksploderer.

3. Hövding er en one trick pony. Er patronen i hjelmen først udløst, skal man købe en ny. Og en del forsikringer dækker ikke.

4. Man bliver forført af storytellingen bag. Reklamerne er med smukke, svenske mænd med hipster-skæg og bløde øjne, og det er to svenske kvinder, der opfundet Hövding. Alle vil gerne støtte kvindelige iværksættere, og svenskere er jo sejere end os på mange måder. Men de har altså også deres DF i Sverige nu. Tænk lige lidt over det.

5. Den er mega varm om sommeren. Sådan en hedebølge-sommer her har jeg været ude i ikke at orke at cykle, fordi hjelmen er så varm. Og coveret er i klaustrofobisk sved-nylon – halssved er en ting. (Om vinteren er det til gengæld meget fedt, der fungerer den som kuldeskjold).

6. Folk tror, man har slået sig. Nu er hjelmene ved at blive mere almindelige, men da jeg købte min for to år siden, spurgte folk mig hele tiden, om jeg var kommet til skade. Især når man cykler i sommertøj, ser det tosset ud med en stor, tung mande-speedo om halsen.

7. Man stoler aldrig helt på, om den virker rigtigt. Det ved jeg jo så nu, at den gjorde, men man kan ikke vide det. I starten er man meget forsigtig med den, og langsomt bliver man så mere afslappet og vænner sig til at tænde og slukke den hele tiden.

8. Den skal lades op. Altså endnu en gadget med sin egen oplader.

9. Rent forfængelighedsmæssigt ser den ok ud med store tykke jakker eller trøjer, men virkelig åndsbollet til sommerkjoler og bare arme.